Linnéa og Patrick er gift og skal leve lykkeligt til deres dages ende. De elsker hinanden. Men at elske én er ikke nok for Linnéa.  

Den 3. maj 2024 blev Patrick og Linnéa gift. Det er Linnéas tredje ægteskab. “Også det sidste, jeg har allerede betalt 750 kroner to gange for at blive skilt” siger hun. Foto: Victoria Hestehauge 

Af Victoria Hestehauge og Viktor Gaïni 

“Dav. Jeg hedder Linnéa. Jeg er polyamorøs og lever i et åbent ægteskab. Jeg boller hvem jeg vil, hvad jeg vil”. 

Et hurtigt håndtryk, et svar. 

“Dav. Mit navn er Patrick, jeg er lidt forvirret”. 

Til lyden af dæk, motorer og bilentusiaster bliver to sæt blå øjne introduceret til hinanden af en fælles ven. Patrick præsenteres som sød. Linnéa som klam. 

De hilser kort, udveksler telefonnumre. Men øjeblikket varer kun en enkelt cigaret. 

Senere på aftenen ringer Linnéas telefon. Patrick har egentligt haft en rigtig “lortedag”. Nu kommer det hele ud. Fem timer og små 40 smøger senere, er verdenssituationen blevet vendt tre gange.  

Seks dage går, og Linnéa Kjærgaard flytter ind hos Patrick Studskjær. Otte dage senere underskriver hun skilsmissepapirerne.  

Til biltræffet på industripladsen i udkanten af Vejle rører deres hænder hinanden for første gang. Men det er ikke sidste gang, Linnéas og Patricks hud forenes. 

For Linnéa vælger Patrick. Og Patrick vælger Linnéa. Men de vælger også alle mulige andre. I et åbent forhold er kærligheden nemlig ikke eksklusiv. Den er ikke sort og hvid.  

Men for Linnéa har bevidstheden om at kunne elske flere på samme tid ikke altid været til stede. 

Fem år tidligere går Linnéa i 2.G og er dybt forelsket i sin kæreste. De har været sammen siden hun var 14 år og har allerede planlagt hele deres fremtid. Børnene. Huset. Livet de skal leve sammen. Monogamt, selvfølgelig. Men så sker det utænkelige. Linnéa bliver forelsket i en anden, og er ham utro. Den lyserøde sky fordufter. Skammen skyller ind over hende. Hun elsker sin kæreste, og som “en god kristen pige” gør man ikke den slags. I hvert fald ikke ifølge hendes kristne kostgymnasium.  

Han tilgiver hende, men Linnéa kan ikke tilgive sig selv. Frygten vejer tungt. Frygten for, at hun har opdaget noget mørkt i sig selv. At hun ikke passer ind i samfundets narrativ om, at man ikke kan forelske sig i flere på samme tid.  

“Jeg blev bange for, at jeg bare var sådan en type, der var utro. Jeg kunne ikke genkende mig selv”, beskriver Linnéa.  

Frygten varer ved, indtil hun som 19-årig udforsker et åbent forhold. Med forsigtige skridt deler hun langsomt mere ud af sig selv. Tosomheden sættes på standby. Pludselig giver det hele mening. Linnéa får en åbenbaring. Hun er ikke utro. Hun er polyamorøs.  

“Jeg fandt ud af, at min kærlighed til min partner ikke forsvandt, bare fordi jeg var sammen med en anden”.  

Dette bliver starten på udlevelsen af en ny identitet. Hun er ikke forkert. Monogami er forkert for hende.  

Kærlighed er ikke længere en begrænset kilde. Jagten på den perfekte partner stopper brat. 

“Hvis du har fundet et menneske, der kan stille alle dine behov, så er det fordi, du har fundet en løgner”.  

Linnéa lader sig ikke narre. Hvis det perfekte match bare er en illusion, må hun i stedet finde nok partnere, indtil alle behov er opfyldt.  

“Det er ligesom hvis du har et glas med vitaminer og et andet med mineraler. Begge glas har gode egenskaber hver for sig, men det er pissegodt hvis du drikker begge. Ligesom en blandet kost er vigtig, bliver man også et mere fuldendt menneske af at have flere partnere“, sammenligner Linnéa.  

I disse år er verden i opbrud. Nogle ord forsvinder. Nogle bliver genoplivet. Andre ændrer indhold.  

I 2025 er kærlighed et ord med mange betydninger. Det er mere end blot en mand og en kvinde. Det er mere end et enkelt ægteskab. Mere end tanken om, at ét menneske kan opfylde alle behov. Det er tanken om, at et parforhold ikke nødvendigvis er en ø. 

Linnéa går med skriggrønne sokker på. Hendes ord, hænder, tanker bevæger sig rundt og rundt. Hun står ikke stille før hun ligger ned. Og hun ligger ikke ned for en monogam kærlighedsopfattelse. 

“For Patrick og mig er det åbne forhold ikke en midlertidig løsning. At være åbne er en forudsætning for det”. 

Det åbne parforhold udstrækker kærligheden. Den flyder væk fra tosomhedens grænse. Søger videre ud. Og inviterer ind. For Linnéa bliver den polyamorøs. For hendes forhold bliver det åbent.  

Det åbne forhold bevæger sig også i mediebilledet ud til en hovedsagelig monogam verden. Sexolog Alexandra Viktoria mener at denne introduktion er en positiv udvikling. Hun specialiserer sig i non-monogame forhold, som er et paraplybegreb for blandt andet det åbne forhold. 

“Det åbne parforhold får mere opmærksomhed i medierne, og det er på nogle områder helt fantastisk. Men der er langt fra hvad der skildres i medierne, til hvad jeg møder i min klinik. Derfor er det også vigtigt at unge virker til at være mere rummelige i forhold til alternative relationer”, uddyber hun. 

Selv mener Linnéa heller ikke, at flere åbner deres forhold op. Men tidens opdagelse af nye kærlighedsformer, dens forståelse af gamle ords nye betydning, er for hende også en nedbrydning af tabuer af i går.  

Ude foran en lille lejlighed i Østbirk, tæt på Horsens, går Linnéa og Patrick rundt i udtrådte lyserøde Crocs. Hun ryger Kings Ultramarine. Han, Prince Original. De spiller Candy Crush og jager tilbud i Føtex. Patrick kører lastbil. Linnéa venter på det rette job. 

Inde i hjemmet roder kærligheden. I stuen er den en reol med farverige sko. I soveværelset kan den ses på to fotografier af den samme intime situation. Af Linnéa og Patrick. Kærligheden er det legetøj, som skvulper udover sin skuffes øverste kant. Som råber efter at blive en intim forbindelse mellem mennesker. 

“Når man i et åbent forhold deler sit kæreste eje med et andet menneske, skændes man om større ting end vasketøjet”, siger Linnéa. Foto: Viktor Gaïni 

Og når tiden, stemningen og forskellige kæresteforhold alle er i vinkel – så er Linnéa og Patrick ikke alene. Ikke i hjemmet. Ikke i stuen. Og ikke i sengen. 

“Rigtig mange mennesker bremser sig selv i at gøre ting de gerne vil, fordi samfundet dikterer hvad det er vi skal. Det er både seksuelt, men det er også hvem vi er, og hvem gerne vi vil være”, fortæller Linnéa med hovedet på Patricks skød: 

“Vi vil have flere nuancer. Vi vil tage briller på, og se hvordan verden pludselig får farver”. 

Linnéa og Patrick inviterer farverne indenfor. De inviterer lyster og behov ind bag hoveddøren. Åbner til soveværelset. Og lukker døren bag sig. Men de tager også velkendte følelser, rusker i dem og vender dem på vrangen.  

“For os er jalousi ikke nødvendigvis en dårlig følelse. Selvfølgelig skal man ikke have ondt i maven, hvis den ene skal noget, som den anden ikke bryder sig om. Men jalousien er også bekræftende. Lever man et helt liv uden at blive jaloux, så elsker man ikke sin partner”, er hendes overbevisning.  

Jalousien og farverne. Lysten til at lege. Alle er de udtryk for Linnéas og Patricks kærlighed. De kan også strække sig også ud over hjemmet. Forlade lejlighedens tre værelser. Og sætte sig ind i en minutiøst vedligeholdt Volkswagen Golf og køre mod Kolding. 

Fire måneder inde i deres forhold står Linnéa og Patrick i et univers af ottekanter, orgier, BDSM-rum og glory holes. Alverdens feticher samlet på ét sted i Trekantsområdet. De er taget i swingerklub. En debut for dem begge.  

“Det var meget overvældende, men samtidig mærkede jeg en frihed, jeg aldrig har oplevet før. Det var lidt noget andet end at være til biltræf”, fortæller Patrick.  

I midten af Red Room står et kors med lænker. En kvinde er bundet. En mand svinger en pisk. Linnéa bliver fascineret af hans teknikker. To måneder senere er de kærester. Men selv i et åbent forhold, kan en sekundær kæreste være benzin til jalousiens bål.  

“På vores første date endte Patrick med at gå rundt i silende regn i seks timer, fordi han ikke kunne være i sig selv eller vores hjem”, siger Linnéa. 

Med Patricks monogame baggrund, kræver det tid at vænne sig til det åbne. Jalousien stikker ham i hjertet. De har talt om det. Aftalt det. Givet lov. Alligevel er virkeligheden anderledes. Men for Linnéa er rummelighed altafgørende.  

“Jeg er polyamorøs. Det er hvem jeg er. Det er mine behov. Så længe han giver mig lov til at være den jeg er, så bliver han aldrig erstattelig. En kæreste ved siden af er bare en ekstra glæde i mit liv”, fortæller Linnéa med fødderne på Patricks lår.  

Tankerne larmer stadig hos Patrick indtil han en dag ringer til Linnéas kæreste. De snakker. Pludselig forstår han, at denne mand ikke er en trussel. Ikke en konkurrent. Ikke en fjende. Men en vigtig brik i Linnéas lykke. En mand som er med til at gøre Linnéa til en mere hel version af sig selv. Derfor var han også med til bryllupsfesten. 

“Jeg ville gerne være sammen med min kæreste, men følte ikke jeg kunne tillade mig at spørge på vores bryllupsdag”, siger Linnéa og smiler ved mindet om hende og Patricks særlige dag.  

Syv måneder senere slår Linnéa og kæresten op. Hun bliver “poly-single”. Nu har hun kun Patrick. Men tabet er ikke nødvendigvis lettere, selvom man stadig har en mand. Patrick gør sit bedste for at trøste Linnéa med Red Bulls og cigaretter. Alligevel vender følelsen af sorg om på hendes verden.  

“Det er en virkelig svær proces. Særligt i et åbent forhold, fordi man vil heller ikke lade det gå ud over ens partner. Det er jo ikke Patrick der er gået fra mig eller har såret mig. Derfor skal han heller ikke straffes”, siger Linnéa og klargør vigtigheden af hensyn, kommunikation og aftaler. 

For forholdet er åbent. Mulighederne er åbne. Men kun så længe aftalerne er faste. Aftaler om at have sex med hinanden før man skal på date. Efter man har været på date. Aftalen om bekræftelse: 

“Du må lave alt hvad du vil. Kærester, partnere, bollevenner, whatever. Men vi er hinandens sidste. Altid.”  

Linnéa var 18 år da hun første gang udforskede BDSM med en Tinder date, “Jeg fandt ud af, at det udløste endorfiner at blive slået med en pisk”. Foto: Viktor Gaïni og Victoria Hestehauge 

I dag har Linnéa og Patrick været gift i snart et år. Aldrig har de været mere sikre på, at et åbent forhold er det eneste rigtige for dem. Derfor er de også enige om, at ægteskabet aldrig skal lukkes. Nogensinde. Ringen på fingeren skal ikke være en begrænsning, men en frigørelse til at udforske kærligheden. Med hinanden. Og andre.  

“Medmindre nogen af os ligefrem får en kræftdiagnose, forbliver det åbent. Hvis det ikke havde været åbent, havde jeg været ham utro mindst ti gange nu”, er Linnéa sikker på.  

Hun siger det med et glimt i øjet, men også en alvor der understreger, at det åbne forhold er nøglen til deres trivsel.  

Selvom ingen af dem på nuværende tidspunkt har andre kærester, deler de stadig ud af sig selv og hinanden. Linnéa dater en. Mere alvorligt er det ikke endnu. Patrick holdes heller ikke tilbage. Han har et regelmæssigt seksuelt forhold til Linnéas veninde. En relation der er naturlig for alle parter. Linnéa foretrækker nemlig at han er sammen med en de kender. De skal begge kigge hende i øjnene efterfølgende. En fremmed skylder hende ikke noget. 

“Da vi blev gift, valgte vi kærligheden til hinanden. Det er for os accepten af, at vi begge er fejlbarlige. Vi forventer ikke over evne. Hvis der er noget Patrick umiddelbart ikke kan give mig, så kan jeg jo bare finde det hos en anden”. 

For Linnéa er det åbne parforhold en måde at forstå sig selv bedre gennem andre. En legende tilgang til livet. En nysgerrighed på verden.   

“Vi skifter hus, vi skifter biler, vi skifter jobs. Hvorfor skal din partner være det eneste i den her verden, du kun har én af? Det betyder ikke, at man skal slå op hver gang man keder sig, men når man lukker noget nyt ind, gør det også, at man bliver bekræftet i det man allerede har”.  

Bag vagten og overvågningskameraerne ved indgangen til Ryes Kaserne i Fredericia gemmer sig en verden af kommandoer og intenst sammenhold. En verden hvor betydningen af et fornavn falmer, hvor grøn er det nye sort. På felttur 1 skal dette forårs værnepligtige lære hvad det betyder at være soldat.

Af Viktor Gaïni

En overdøvende lyd af affyringen af et maskingevær. Bang. Bang. Bang. Geværets løb peger opad, men ingen ænser det. Ni grader og en himmel uden skræmmer. På denne torsdag formiddag uden for Fredericia omringer otte grønne uniformer en ung kvinde liggende på en båre. Tonerne af en strømmende skudsalve akkompagnerer deres hurtigt arbejdende hænder.

”Kom så, kom så! Det er skidegodt gruppe to, I skal videre!”

Konstablens øjne kigger mod gruppen, hans hænder peger mod øst. Fødderne vender sig i samme retning og sætter i løb. Fra hans mund instrueres de ni værnepligtige og sergenten, deres gruppefører, i denne posts opgave. Endnu en simulering af en ikke så fjern fremtids mulige krigssituation. Kort. kontant. Og uden dirren i stemmen.

De arbejder i bevægelser, der ikke tillader megen fejlageren. Tre på den ene side af båren. Tre på den anden. En fører an. Bag ham bæres den unge kvinde frem mod målet, mens den sidste runder gruppen af. En af hænderne holder bårens side i fingerspidserne. De mister langsomt farve, strækker sig modvilligt. Slipper. Og kvinden falder ud.

”Fuck mand”.

”Op med hende og videre!”

 Tre, måske fire minutter går fra de dukker op af horisonten til de er væk igen. Den unge kvinde har rejst sig fra båren, og er forsvundet videre med sin gruppe.

”Et helt vildt fællesskab”

Et kvarter forinden havde alle 97 værnepligtige på Ryes Kaserne i Fredericia været samlet. Felttur 1, deres ilddåb som værnepligtige, har været undervejs i to døgn. Nu skal den afsluttes.

”Det har været fucking hårdt mand. Men det skal være hårdt. Militæret er fucking hårdt, det her er ikke nogen højskole”.

Menig Bovbjergs øjne lyser. Hans arm hviler på sin kammerats skulder, mens han fortæller om den første tid i værnepligten.

”Det er et helt vildt fællesskab. Der er fucking travlt, men samtidig er det sindssygt spændende”.

Livet som soldat

Det danske forsvar er i disse år under historisk omkalfatring. Senest blev Forsvaret styrket med 50 milliarder kroner . Og i 2024 besluttedes det at værnepligten blandt andet skulle forlænges og inkludere begge køn.

”Feltturen er en introduktion til hvad det vil sige at være soldat. Det er vigtigt, at de værnepligtige forstår hvad det indebærer at være en del af Forsvaret. Men det er også en medvirken til at de danner det helt unikke og intense fællesskab, som opstår på sådan en kaserne”.

Det fortæller Andrea Pedersen. Hun er studiemedarbejder og ansvarlig for sociale medier ved føringsstøtteregimentet på Ryes Kaserne.

På dagens udgangspunktet står de 97 unge mennesker spredt. Alligevel opstår cirkler af syv, måske otte eller ni mands store fællesskaber. De grøntmalede ansigter drejer sig med forskellige hastigheder, men rettes konsekvent mod nye spejlbilleder.

Cirklerne forbliver, mens hver enkelt gruppe begynder ilddåbens sidste etape med kompagnibefalingsmandens instruktioner:

”Tiden starter så snart i løber afsted. I afviger ikke fra markeringerne, og er der nogen som hænger i, så venter I! Det er en holdindsats”.

Et nødvendigt sammenhold

Længere ude på feltturen bliver sammenholdet sat på prøve. Otte prustende værnepligtige er nået videre på dagens felttur. Der er otte poster på ruten. Her er de cirka halvvejs. Et tomt hus skal gennemsøges på kortest mulig tid. Men der er længere mellem gruppernes medlemmer nu. Foran huset stopper gruppen op. Tunge åndedræt dominerer kommunikationen de menige imellem. Flere hænder hviler på deres ejermænds knæ. Men de skal på arbejde igen. Med et ryk skal de hive resten af kroppen op. Og ind gennem huset.

”Kom så gutter. I træder op på mit knæ, kravler ind ad vinduet og så skal vi videre så hurtigt som muligt!”, instruerer gruppeføreren.

En efter en tvinges de let bøjede hoveder, de halvåbne munde til at rette sig op. Først en fod på gruppeførerens knæ. To hænder på vinduets nederste karm. En hurtig bevægelse, og de grønne silhuetter forsvinder ind i huset og videre mod turens sidste halvdel.

”Fuck, jeg føler mig fuldendt”

Ved startpladsen samles flere og flere værnepligtige igen. For hver gruppe der krydser målstregen, stiger lydniveauet flere oktaver. Liggende unge mennesker og løfter om vild fejring titter frem mellem de grønne tasker, der fylder pladsen. De små grupper som havde spredt sig ud over pladsen få timer tidligere er nu opløst. I stedet hvirvler værnepligtige rundt mellem hinanden, mens fejring og slappe lemmer mødes.

Menig Johansen er en af dem der udstråler begge dele.

”Fuck, jeg føler mig helt fuldendt mand. Det har været den vildeste rutsjebane. Jeg var helt nede i kulkælderen mod slutningen, men mine kammerater havde mig hele vejen!”

Med portvin i en hånd, ivrige håndbevægelser som styrende for den anden, antyder vinklen på hans mundvige en fornemmelse af succes. De opadbuede ender af smilet går igen blandt størstedelen af de 97 værnepligtige. På trods af fysisk og bogstavelig træthed udtrykker menig Johansen dog en oplevelse, som synes at gå igen.

”Det har været en kæmpe succes. Der er en vild sejrsfornemmelse blandt os alle sammen”, smiler en måske kommende del af det danske forsvar.

Næsten hver anden i aldersgruppen 18-29 forventer at købe genbrugte julegaver, hvilket er væsentligt flere end de ældre dele af aldersspektret. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov for Nordea. Flere eksperter kalder det blandt andet et udtryk for en mere bæredygtig generation. 25-årige Emma Bundgaard er et eksempel på denne tendens.

Snaps, and og juletræer. December kræver mange køb, og danskerne forventer nu at bruge flere penge på hjerternes fest end i de seneste fem år. Det viser en nyligt udkommet undersøgelse. 

Af Addie de Lamotte og Viktor Gaïni 

Hver enkelt dansker forventer at bruge sammenlagt 5870 kroner i december. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for Nordea. Det betyder, at befolkningens generelle forbrug sandsynligvis bliver næsten 300 kroner dyrere end sidste år. Det er også det højst forventede forbrugsbeløb siden 2019. 

“Inflationen har medført, at priserne ligger højt, og hvis vi skal have samme mængde varer som i 2023, så skal der også lægges flere penge. Priserne er altså steget, uden inflationen har fulgt med”, fortæller Ida-Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea. 

Væsentlig stigning i fødevarepriser  

På trods af en stagnerende inflation er fødevarepriserne på traditionel julemad, ifølge Ida-Marie Moesby, steget med 8,1 procent det seneste år. 

Prisstigninger som disse har medført, at 14 procent af undersøgelsens respondenter svarede, at de vil spare på udgifter til mad i julen. 

De højere priser medfører også, at flere regner med, at genbrug bliver en større del af dette års julegavekøb. Hver fjerde forventer at købe genbrugte varer, og næsten halvdelen i alderen 18-29 vil inkludere genbrug eller second-handindkøb i årets julegaveræs. 

Det stigende forbrug i december medfører derfor for mange en prøve i at balancere de traditionelle julekutymer med et strammere budget. 

Julen er ikke bare hjerternes fest. Det er også en højtid, der forstærker en omfattende forbrugskultur. Danskerne forventer at forbruge endnu mere i årets julemåned sammenlignet med de sidste fem år. Det viser en ny undersøgelse af YouGov for Nordea. Det er en tendens, som sætter kraftige aftryk på klimaet. En udvikling flere eksperter kalder stigende. 

Foreningen FLOR’s bæredygtige julemarked er en modtendens til julens overforbrug. Foto: Addie de Lamotte

Af Viktor Gaïni og Addie de Lamotte 

Danskerne har et af verdens højeste forbrugsbaserede klimaaftryk. Det er et fænomen, som forstærkes tydeligt i december måned.  

“Vi har i Danmark et af verdens højeste klimaftryk, og det er klart, at vores stigende forbrug i december blot manifesterer det fænomen”, fortæller Charlotte Louise Jensen. 

Hun er seniorkonsulent ved den grønne tænketank CONCITO, hvor hun beskæftiger sig med klimavenlig forbrugsadfærd. I et nyligt publiceret indlæg på CONCITO’s hjemmeside gennemgår hun de produkter, der påvirker klimaet mest ved vores juleforbrug, herunder mad, gaver og gavepapir. 

Forurening under juletræet  

Især gaveræset og julemaden sætter store aftryk på vores klima. Vi forventer konkret at bruge 3.864 kroner på julegaver, hvoraf størstedelen af det budget går til klimaforurenende varer som legetøj, elektronik og tøj. 

Charlotte Louise Jensens forklaring af december som en måned i forbrugets tegn er en beskrivelse forbrugerøkonom i Nordea, Ida Marie Moesby kan genkende. 

“December er den måned, hvor vores forbrug topper, og det bliver derfor også et udtryk for en forstærkning af en forbrugskultur, som jo eksisterer hele året rundt”, fortæller Ida Marie Moesby. 

Samtidig med at det også er en tid med et tydeligt negativt klimaaftryk. Et klimaaftryk der de senere år blot har været stigende. 

“Vi har over de sidste par år set et ressourcetræk, som har været stigende, og det medfører jo desværre også en stigning i klimaudledninger”, siger Charlotte Louise Jensen. 

En mere bæredygtig modtendens blandt unge 

“Hvis alle levede, som vi gør i Danmark, skulle vi bruge fire jordkloder. Overforbruget er blevet så stor en vaneting, at man bare forbruger og forbruger uden rigtig at vide, hvad det er, man gør”. 

Det fortæller 23-årige Julie Møller Kamper. Hun er en del af FLOR-bevægelsen, en bæredygtighedsfokuseret ungdomsbevægelse, som udspringer af Danmarks Naturfredningsforening. Som modsvar på forbrugskulturen i december arrangerer bevægelsen blandt andet bæredygtige julemarkeder med klima i fokus. 

Netop genbrug er også en skillelinje mellem de forskellige aldersgrupper. For hvor hver fjerde dansker regner med, at genbrug er en del årets julegaveindkøb, ser det dog anderledes ud for de unge. I aldersgruppen 18-29 år forventer næsten hver anden at købe genbrugsgaver. 

Det er et fænomen, Ida Marie Moesby tydeligt genkender: 

“Det er klart mest de unge, der fokuserer på genbrug. Det er en generel tendens, at de er mest fokuseret på klima og bæredygtighed”, siger hun. 

Den tendens er den 25-årige højskolelærer Emma Bundgaard også et eksempel på. Hun har i flere år haft et fokus på at forbruge så lidt som muligt, og disse principper gælder også juleaften. Hun giver udelukkende hjemmelavede eller genbrugsgaver til andre, men hun vil også kun modtage gaver på samme vis. 

“Jeg har sagt til min familie, at de enten ikke skal give mig gaver, ellers skal de give mig genbrugsgaver eller tid sammen”, fortæller hun. 

Emma Bundgaard lever devisen om at forbruge så lidt som muligt. Foto: Viktor Gaïni

Forbrugsfestens politiske løsning 

Forbrugsstigningerne deler ikke kun vandene mellem de forskellige aldersgrupper. Også på et politisk plan er der vidt forskellige holdninger, når det kommer til forbrug og bæredygtighed 

“Jeg synes, det er vigtigere, at vi har ren luft og rent drikkevand, snarere end at vi kan få en flæskesteg på bordet til jul. Vi er på en brændende platform i forhold til klimaforandringerne, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at bremse dem”, fortæller Sarah Abildskov, forperson i Rød Grøn Ungdom. 

Det er et synspunkt Ezekiel Rohde, klima- og miljøordfører hos Liberal Alliances Ungdom, forholder sig skeptisk til. 

“Det er ganske sundt, at folk generelt overvejer, hvad de forbruger, men jeg synes ikke, man skal gå og skamme sig over at købe julegaver eller lave en flæskesteg til jul”, fortæller han. 

På trods af deres politiske modsætninger enes de dog om problematikkens løsning. For dem begge handler det om, at ansvaret lægges hos forureneren snarere forbrugeren. 

“Vi har grundlæggende et usundt forhold til forbrug i Danmark, men det er ikke et ansvar, som udelukkende kan tilskrives den enkelte. Vi skal i højere grad fokusere på systemiske forandringer, der virkelig kan ændre ved noget”, understreger Sarah Abildskov, en holdning som også deles i Liberal Alliances Ungdom. 

På en grå efterårsdag sidder der i retten i Horsens en mand, der synes at være bragt ud af sine vanlige rammer. T er tiltalt for vanvidskørsel, og er som direktør i en østjysk virksomhed, tydeligt på uvant grund. Han blev i 2023 målt til en hastighed 80% over det tilladte, men siddende i den tætpakkede retssal, appellerer han for frifindelse.  

Af Viktor Gaïni 

T fremstår ganske komfortabel som dommeren træder ind i lokalet. Placeret ved siden af sin forsvarer bliver anklageskriftet læst, mens T, tilbagelænet og med hænderne foldet, ikke foretrækker en mine. 

Iført sin blå skjorte, sindigt sat i buksernes sorte kant og med frakken hængt på ryglænet bag ham, ligner T en mand, der vant til at føre det sidste ord. I kraft af sin stilling som virksomhedsdirektør, er det netop også det han er.  

Men som anklaget for vanvidskørsel, blev han en forårsdag sidste år målt til at køre 234 km/t på østjyske motorvej nær Skanderborg. Ved domstolen i Horsens, ligner han derfor en mand, der befinder sig i en særdeles usædvanlig situation. 

Selv nægter han sig skyldig.  

“Jeg har kørt flere millioner kilometer i mit liv. Jeg tror slet ikke på målingen”, fortæller han. 

“Der kan slet ikke være sket nogen fejl” 

Den selvsikkerhed, der ved retsmødets start udgør størstedelen af T’s udtryk, fordufter langsomt ved anklagerens indledende spørgsmål.  

“Vil du betegne din økonomi som god?”, spørger hun. 

“Alt er relativt, så det er svært for mig at svare på”. 

Adspurgt til hvorvidt en årlig indkomst på 700.000 kroner er god, må T dog alligevel erkende at han “vel har en god økonomi”. 

Fra en tilbagelænet og vurderende kropsholdning, sidder han nu lænet over bordet i lokalets midte. Fødderne skifter konstant position, mens T behændigt trommer fingrene på skrankens kant, som vidnet K træder ind i retslokalet. 

“Han har kørt så hurtigt. Alle mål sker helt automatisk, så maskinen kan slet ikke blitze forkert. Hvis der er sket en fejl, så har den slet ikke blitzet”, fortæller operatøren K, der har opsat det omtalte hastighedskamera.  

“En menneskelig fejl er slet ikke en mulighed”, pointerer han. 

Et spørgsmål om fakta 

Forsvaret baserer sin argumentation på det spørgsmål om, hvorvidt K’s vidneudsagn er funderet på korrekt information. K skulle indtaste visse oplysninger om motorvejens bredde da han opstillede kameraet. De oplysninger kan han som udgangspunkt ikke fuldstændig forsikre har været indtastet korrekt. 

“Jeg har aldrig oplevet den har målt forkert. Den kan slet ikke måle, hvis jeg har tastet oplysningerne om vejbredde forkert”, siger K, lettere irriteret over forsvarerens gentagne spørgsmål om hvorvidt han har gjort sit arbejde korrekt. 

Efter K’s vidneafgivelse giver anklagemyndigheden sin endelige kommentar.  

“Vi kræver at anklagede idømmes 20 dages ubetinget fængsel. Det er fast praksis ved sager angående vanvidskørsel”, afslutter anklageren, der understøtter det med et bilag, som bekræfter de indtastede oplysningers korrekthed. 

Ved mødets hævelse udskyder dommeren sagens afgørelse. T rejser sig lettet fra sin stol, og vender sagens gang med sin advokat.  

En uge efter falder der dom. Forsvarets forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved grundpræmissen bag målingen har ikke båret frugt.  

T kendes skyldig for vanvidskørsel. Virksomhedsejeren med en årsløn på 700.000 kroner og gode personlige forhold idømmes 20 dages ubetinget fængsel, samt en 3-årig fratagelse af sit kørekort. 

Aarhus Kommunes popularitet er dalende i byens nordlige egne. Flere beboere i Gellerupparken, som risikerer at få jævnet deres hjem med jorden, oplever et svigt fra kommunens side. Et svigt der udmønter sig i oplevelsen af ikke at blive inddraget i beslutninger af livsforandrende karakter. Og som allerede har vendt om på tilværelsen for flere af områdets beboere. 

Af Viktor Gaïni 

“For mig er Aarhus en by, som er ved at lave et overgreb på det sted jeg bor. Jeg har ingen glæde ved at tage til Aarhus længere”.  

Sådan beskriver Helle Hansen måden hvorpå hendes forhold til Aarhus Kommune har ændret sig over de sidste par år. Helle Hansen er formand for Afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken, og repræsenterer de mennesker, hvis fremtid afhænger af den nyligt begyndte retssag ved EU-domstolen i Bruxelles.  

Domstolen vil tage stilling til hvorvidt Aarhus Kommune, på baggrund af den såkaldte “ghettolov”, forbryder sig med EU-konventioner. Her er hovedanken, at loven blandt andet beslutter hvilke udsatte boligblokke, der skal nedrives alt efter mængden af ikke-vestlige borgere i området.

“Vi er overhovedet ikke blevet hørt” 

I en af de nedrivningstruede blokke bor Ezzeddine Azzam, som for 22 år siden flyttede ind i en bygning med 46 beboede lejligheder. I dag er de fire tilbage i det nu indhegnede boligkompleks. 

“Vi er overhovedet ikke blevet hørt. Det er dem, der har bestemt alt, hvad der skal gøres,” fortæller han med en tydelig harmfuld stemme, mens han ser ud på den faldefærdige og tomme boligblok, der har været hans hjem i mere end to årtier. Men som han nu muligvis tvinges ud af. 

Frustrationen blandt områdets borgere retter sig i høj grad mod Aarhus Kommune, men også mod Brabrand Boligforening der i samarbejde med kommunen, udfærdigede helhedsplanen for Gellerup i 2021. Planen indebærer hvilke konkrete blokke, der skal nedrives, en plan som de berørte beboere allerede samme år nedstemte.  

Af hensyn til Brabrand Boligforenings økonomi, så dets repræsentantskab dog bort fra denne nedstemning, og vedtog i 2023 endeligt planen. 

Keld Albrechtsen, boligforeningens formand og fortaler for den vedtagne helhedsplan, har dog ingen kvaler om planens gennemførelse trods den tydelige modstand: 

“Jeg har overhovedet ikke haft nogen etiske kvaler over repræsentantskabets beslutning. Det var den bedste plan, og alternativet kunne kun være blevet værre,” fortæller han. 

Tilbage i boligblokken sidder Ezzeddine Azzam i en fremtid omgærdet af uvished. Jurister fra Aarhus Kommune vurderer, at tilværelsen som beboer i det omhegnede hjem kan have lange udsigter. I det længste perspektiv må Ezzeddine Azzam og hans familie vente til en eventuel højesteretsafgørelse på den anden side af 2030, før deres fremtid er afgjort.