Linnéa og Patrick er gift og skal leve lykkeligt til deres dages ende. De elsker hinanden. Men at elske én er ikke nok for Linnéa.  

Den 3. maj 2024 blev Patrick og Linnéa gift. Det er Linnéas tredje ægteskab. “Også det sidste, jeg har allerede betalt 750 kroner to gange for at blive skilt” siger hun. Foto: Victoria Hestehauge 

Af Victoria Hestehauge og Viktor Gaïni 

“Dav. Jeg hedder Linnéa. Jeg er polyamorøs og lever i et åbent ægteskab. Jeg boller hvem jeg vil, hvad jeg vil”. 

Et hurtigt håndtryk, et svar. 

“Dav. Mit navn er Patrick, jeg er lidt forvirret”. 

Til lyden af dæk, motorer og bilentusiaster bliver to sæt blå øjne introduceret til hinanden af en fælles ven. Patrick præsenteres som sød. Linnéa som klam. 

De hilser kort, udveksler telefonnumre. Men øjeblikket varer kun en enkelt cigaret. 

Senere på aftenen ringer Linnéas telefon. Patrick har egentligt haft en rigtig “lortedag”. Nu kommer det hele ud. Fem timer og små 40 smøger senere, er verdenssituationen blevet vendt tre gange.  

Seks dage går, og Linnéa Kjærgaard flytter ind hos Patrick Studskjær. Otte dage senere underskriver hun skilsmissepapirerne.  

Til biltræffet på industripladsen i udkanten af Vejle rører deres hænder hinanden for første gang. Men det er ikke sidste gang, Linnéas og Patricks hud forenes. 

For Linnéa vælger Patrick. Og Patrick vælger Linnéa. Men de vælger også alle mulige andre. I et åbent forhold er kærligheden nemlig ikke eksklusiv. Den er ikke sort og hvid.  

Men for Linnéa har bevidstheden om at kunne elske flere på samme tid ikke altid været til stede. 

Fem år tidligere går Linnéa i 2.G og er dybt forelsket i sin kæreste. De har været sammen siden hun var 14 år og har allerede planlagt hele deres fremtid. Børnene. Huset. Livet de skal leve sammen. Monogamt, selvfølgelig. Men så sker det utænkelige. Linnéa bliver forelsket i en anden, og er ham utro. Den lyserøde sky fordufter. Skammen skyller ind over hende. Hun elsker sin kæreste, og som “en god kristen pige” gør man ikke den slags. I hvert fald ikke ifølge hendes kristne kostgymnasium.  

Han tilgiver hende, men Linnéa kan ikke tilgive sig selv. Frygten vejer tungt. Frygten for, at hun har opdaget noget mørkt i sig selv. At hun ikke passer ind i samfundets narrativ om, at man ikke kan forelske sig i flere på samme tid.  

“Jeg blev bange for, at jeg bare var sådan en type, der var utro. Jeg kunne ikke genkende mig selv”, beskriver Linnéa.  

Frygten varer ved, indtil hun som 19-årig udforsker et åbent forhold. Med forsigtige skridt deler hun langsomt mere ud af sig selv. Tosomheden sættes på standby. Pludselig giver det hele mening. Linnéa får en åbenbaring. Hun er ikke utro. Hun er polyamorøs.  

“Jeg fandt ud af, at min kærlighed til min partner ikke forsvandt, bare fordi jeg var sammen med en anden”.  

Dette bliver starten på udlevelsen af en ny identitet. Hun er ikke forkert. Monogami er forkert for hende.  

Kærlighed er ikke længere en begrænset kilde. Jagten på den perfekte partner stopper brat. 

“Hvis du har fundet et menneske, der kan stille alle dine behov, så er det fordi, du har fundet en løgner”.  

Linnéa lader sig ikke narre. Hvis det perfekte match bare er en illusion, må hun i stedet finde nok partnere, indtil alle behov er opfyldt.  

“Det er ligesom hvis du har et glas med vitaminer og et andet med mineraler. Begge glas har gode egenskaber hver for sig, men det er pissegodt hvis du drikker begge. Ligesom en blandet kost er vigtig, bliver man også et mere fuldendt menneske af at have flere partnere“, sammenligner Linnéa.  

I disse år er verden i opbrud. Nogle ord forsvinder. Nogle bliver genoplivet. Andre ændrer indhold.  

I 2025 er kærlighed et ord med mange betydninger. Det er mere end blot en mand og en kvinde. Det er mere end et enkelt ægteskab. Mere end tanken om, at ét menneske kan opfylde alle behov. Det er tanken om, at et parforhold ikke nødvendigvis er en ø. 

Linnéa går med skriggrønne sokker på. Hendes ord, hænder, tanker bevæger sig rundt og rundt. Hun står ikke stille før hun ligger ned. Og hun ligger ikke ned for en monogam kærlighedsopfattelse. 

“For Patrick og mig er det åbne forhold ikke en midlertidig løsning. At være åbne er en forudsætning for det”. 

Det åbne parforhold udstrækker kærligheden. Den flyder væk fra tosomhedens grænse. Søger videre ud. Og inviterer ind. For Linnéa bliver den polyamorøs. For hendes forhold bliver det åbent.  

Det åbne forhold bevæger sig også i mediebilledet ud til en hovedsagelig monogam verden. Sexolog Alexandra Viktoria mener at denne introduktion er en positiv udvikling. Hun specialiserer sig i non-monogame forhold, som er et paraplybegreb for blandt andet det åbne forhold. 

“Det åbne parforhold får mere opmærksomhed i medierne, og det er på nogle områder helt fantastisk. Men der er langt fra hvad der skildres i medierne, til hvad jeg møder i min klinik. Derfor er det også vigtigt at unge virker til at være mere rummelige i forhold til alternative relationer”, uddyber hun. 

Selv mener Linnéa heller ikke, at flere åbner deres forhold op. Men tidens opdagelse af nye kærlighedsformer, dens forståelse af gamle ords nye betydning, er for hende også en nedbrydning af tabuer af i går.  

Ude foran en lille lejlighed i Østbirk, tæt på Horsens, går Linnéa og Patrick rundt i udtrådte lyserøde Crocs. Hun ryger Kings Ultramarine. Han, Prince Original. De spiller Candy Crush og jager tilbud i Føtex. Patrick kører lastbil. Linnéa venter på det rette job. 

Inde i hjemmet roder kærligheden. I stuen er den en reol med farverige sko. I soveværelset kan den ses på to fotografier af den samme intime situation. Af Linnéa og Patrick. Kærligheden er det legetøj, som skvulper udover sin skuffes øverste kant. Som råber efter at blive en intim forbindelse mellem mennesker. 

“Når man i et åbent forhold deler sit kæreste eje med et andet menneske, skændes man om større ting end vasketøjet”, siger Linnéa. Foto: Viktor Gaïni 

Og når tiden, stemningen og forskellige kæresteforhold alle er i vinkel – så er Linnéa og Patrick ikke alene. Ikke i hjemmet. Ikke i stuen. Og ikke i sengen. 

“Rigtig mange mennesker bremser sig selv i at gøre ting de gerne vil, fordi samfundet dikterer hvad det er vi skal. Det er både seksuelt, men det er også hvem vi er, og hvem gerne vi vil være”, fortæller Linnéa med hovedet på Patricks skød: 

“Vi vil have flere nuancer. Vi vil tage briller på, og se hvordan verden pludselig får farver”. 

Linnéa og Patrick inviterer farverne indenfor. De inviterer lyster og behov ind bag hoveddøren. Åbner til soveværelset. Og lukker døren bag sig. Men de tager også velkendte følelser, rusker i dem og vender dem på vrangen.  

“For os er jalousi ikke nødvendigvis en dårlig følelse. Selvfølgelig skal man ikke have ondt i maven, hvis den ene skal noget, som den anden ikke bryder sig om. Men jalousien er også bekræftende. Lever man et helt liv uden at blive jaloux, så elsker man ikke sin partner”, er hendes overbevisning.  

Jalousien og farverne. Lysten til at lege. Alle er de udtryk for Linnéas og Patricks kærlighed. De kan også strække sig også ud over hjemmet. Forlade lejlighedens tre værelser. Og sætte sig ind i en minutiøst vedligeholdt Volkswagen Golf og køre mod Kolding. 

Fire måneder inde i deres forhold står Linnéa og Patrick i et univers af ottekanter, orgier, BDSM-rum og glory holes. Alverdens feticher samlet på ét sted i Trekantsområdet. De er taget i swingerklub. En debut for dem begge.  

“Det var meget overvældende, men samtidig mærkede jeg en frihed, jeg aldrig har oplevet før. Det var lidt noget andet end at være til biltræf”, fortæller Patrick.  

I midten af Red Room står et kors med lænker. En kvinde er bundet. En mand svinger en pisk. Linnéa bliver fascineret af hans teknikker. To måneder senere er de kærester. Men selv i et åbent forhold, kan en sekundær kæreste være benzin til jalousiens bål.  

“På vores første date endte Patrick med at gå rundt i silende regn i seks timer, fordi han ikke kunne være i sig selv eller vores hjem”, siger Linnéa. 

Med Patricks monogame baggrund, kræver det tid at vænne sig til det åbne. Jalousien stikker ham i hjertet. De har talt om det. Aftalt det. Givet lov. Alligevel er virkeligheden anderledes. Men for Linnéa er rummelighed altafgørende.  

“Jeg er polyamorøs. Det er hvem jeg er. Det er mine behov. Så længe han giver mig lov til at være den jeg er, så bliver han aldrig erstattelig. En kæreste ved siden af er bare en ekstra glæde i mit liv”, fortæller Linnéa med fødderne på Patricks lår.  

Tankerne larmer stadig hos Patrick indtil han en dag ringer til Linnéas kæreste. De snakker. Pludselig forstår han, at denne mand ikke er en trussel. Ikke en konkurrent. Ikke en fjende. Men en vigtig brik i Linnéas lykke. En mand som er med til at gøre Linnéa til en mere hel version af sig selv. Derfor var han også med til bryllupsfesten. 

“Jeg ville gerne være sammen med min kæreste, men følte ikke jeg kunne tillade mig at spørge på vores bryllupsdag”, siger Linnéa og smiler ved mindet om hende og Patricks særlige dag.  

Syv måneder senere slår Linnéa og kæresten op. Hun bliver “poly-single”. Nu har hun kun Patrick. Men tabet er ikke nødvendigvis lettere, selvom man stadig har en mand. Patrick gør sit bedste for at trøste Linnéa med Red Bulls og cigaretter. Alligevel vender følelsen af sorg om på hendes verden.  

“Det er en virkelig svær proces. Særligt i et åbent forhold, fordi man vil heller ikke lade det gå ud over ens partner. Det er jo ikke Patrick der er gået fra mig eller har såret mig. Derfor skal han heller ikke straffes”, siger Linnéa og klargør vigtigheden af hensyn, kommunikation og aftaler. 

For forholdet er åbent. Mulighederne er åbne. Men kun så længe aftalerne er faste. Aftaler om at have sex med hinanden før man skal på date. Efter man har været på date. Aftalen om bekræftelse: 

“Du må lave alt hvad du vil. Kærester, partnere, bollevenner, whatever. Men vi er hinandens sidste. Altid.”  

Linnéa var 18 år da hun første gang udforskede BDSM med en Tinder date, “Jeg fandt ud af, at det udløste endorfiner at blive slået med en pisk”. Foto: Viktor Gaïni og Victoria Hestehauge 

I dag har Linnéa og Patrick været gift i snart et år. Aldrig har de været mere sikre på, at et åbent forhold er det eneste rigtige for dem. Derfor er de også enige om, at ægteskabet aldrig skal lukkes. Nogensinde. Ringen på fingeren skal ikke være en begrænsning, men en frigørelse til at udforske kærligheden. Med hinanden. Og andre.  

“Medmindre nogen af os ligefrem får en kræftdiagnose, forbliver det åbent. Hvis det ikke havde været åbent, havde jeg været ham utro mindst ti gange nu”, er Linnéa sikker på.  

Hun siger det med et glimt i øjet, men også en alvor der understreger, at det åbne forhold er nøglen til deres trivsel.  

Selvom ingen af dem på nuværende tidspunkt har andre kærester, deler de stadig ud af sig selv og hinanden. Linnéa dater en. Mere alvorligt er det ikke endnu. Patrick holdes heller ikke tilbage. Han har et regelmæssigt seksuelt forhold til Linnéas veninde. En relation der er naturlig for alle parter. Linnéa foretrækker nemlig at han er sammen med en de kender. De skal begge kigge hende i øjnene efterfølgende. En fremmed skylder hende ikke noget. 

“Da vi blev gift, valgte vi kærligheden til hinanden. Det er for os accepten af, at vi begge er fejlbarlige. Vi forventer ikke over evne. Hvis der er noget Patrick umiddelbart ikke kan give mig, så kan jeg jo bare finde det hos en anden”. 

For Linnéa er det åbne parforhold en måde at forstå sig selv bedre gennem andre. En legende tilgang til livet. En nysgerrighed på verden.   

“Vi skifter hus, vi skifter biler, vi skifter jobs. Hvorfor skal din partner være det eneste i den her verden, du kun har én af? Det betyder ikke, at man skal slå op hver gang man keder sig, men når man lukker noget nyt ind, gør det også, at man bliver bekræftet i det man allerede har”.