Bag vagten og overvågningskameraerne ved indgangen til Ryes Kaserne i Fredericia gemmer sig en verden af kommandoer og intenst sammenhold. En verden hvor betydningen af et fornavn falmer, hvor grøn er det nye sort. På felttur 1 skal dette forårs værnepligtige lære hvad det betyder at være soldat.

Af Viktor Gaïni

En overdøvende lyd af affyringen af et maskingevær. Bang. Bang. Bang. Geværets løb peger opad, men ingen ænser det. Ni grader og en himmel uden skræmmer. På denne torsdag formiddag uden for Fredericia omringer otte grønne uniformer en ung kvinde liggende på en båre. Tonerne af en strømmende skudsalve akkompagnerer deres hurtigt arbejdende hænder.

”Kom så, kom så! Det er skidegodt gruppe to, I skal videre!”

Konstablens øjne kigger mod gruppen, hans hænder peger mod øst. Fødderne vender sig i samme retning og sætter i løb. Fra hans mund instrueres de ni værnepligtige og sergenten, deres gruppefører, i denne posts opgave. Endnu en simulering af en ikke så fjern fremtids mulige krigssituation. Kort. kontant. Og uden dirren i stemmen.

De arbejder i bevægelser, der ikke tillader megen fejlageren. Tre på den ene side af båren. Tre på den anden. En fører an. Bag ham bæres den unge kvinde frem mod målet, mens den sidste runder gruppen af. En af hænderne holder bårens side i fingerspidserne. De mister langsomt farve, strækker sig modvilligt. Slipper. Og kvinden falder ud.

”Fuck mand”.

”Op med hende og videre!”

 Tre, måske fire minutter går fra de dukker op af horisonten til de er væk igen. Den unge kvinde har rejst sig fra båren, og er forsvundet videre med sin gruppe.

”Et helt vildt fællesskab”

Et kvarter forinden havde alle 97 værnepligtige på Ryes Kaserne i Fredericia været samlet. Felttur 1, deres ilddåb som værnepligtige, har været undervejs i to døgn. Nu skal den afsluttes.

”Det har været fucking hårdt mand. Men det skal være hårdt. Militæret er fucking hårdt, det her er ikke nogen højskole”.

Menig Bovbjergs øjne lyser. Hans arm hviler på sin kammerats skulder, mens han fortæller om den første tid i værnepligten.

”Det er et helt vildt fællesskab. Der er fucking travlt, men samtidig er det sindssygt spændende”.

Livet som soldat

Det danske forsvar er i disse år under historisk omkalfatring. Senest blev Forsvaret styrket med 50 milliarder kroner . Og i 2024 besluttedes det at værnepligten blandt andet skulle forlænges og inkludere begge køn.

”Feltturen er en introduktion til hvad det vil sige at være soldat. Det er vigtigt, at de værnepligtige forstår hvad det indebærer at være en del af Forsvaret. Men det er også en medvirken til at de danner det helt unikke og intense fællesskab, som opstår på sådan en kaserne”.

Det fortæller Andrea Pedersen. Hun er studiemedarbejder og ansvarlig for sociale medier ved føringsstøtteregimentet på Ryes Kaserne.

På dagens udgangspunktet står de 97 unge mennesker spredt. Alligevel opstår cirkler af syv, måske otte eller ni mands store fællesskaber. De grøntmalede ansigter drejer sig med forskellige hastigheder, men rettes konsekvent mod nye spejlbilleder.

Cirklerne forbliver, mens hver enkelt gruppe begynder ilddåbens sidste etape med kompagnibefalingsmandens instruktioner:

”Tiden starter så snart i løber afsted. I afviger ikke fra markeringerne, og er der nogen som hænger i, så venter I! Det er en holdindsats”.

Et nødvendigt sammenhold

Længere ude på feltturen bliver sammenholdet sat på prøve. Otte prustende værnepligtige er nået videre på dagens felttur. Der er otte poster på ruten. Her er de cirka halvvejs. Et tomt hus skal gennemsøges på kortest mulig tid. Men der er længere mellem gruppernes medlemmer nu. Foran huset stopper gruppen op. Tunge åndedræt dominerer kommunikationen de menige imellem. Flere hænder hviler på deres ejermænds knæ. Men de skal på arbejde igen. Med et ryk skal de hive resten af kroppen op. Og ind gennem huset.

”Kom så gutter. I træder op på mit knæ, kravler ind ad vinduet og så skal vi videre så hurtigt som muligt!”, instruerer gruppeføreren.

En efter en tvinges de let bøjede hoveder, de halvåbne munde til at rette sig op. Først en fod på gruppeførerens knæ. To hænder på vinduets nederste karm. En hurtig bevægelse, og de grønne silhuetter forsvinder ind i huset og videre mod turens sidste halvdel.

”Fuck, jeg føler mig fuldendt”

Ved startpladsen samles flere og flere værnepligtige igen. For hver gruppe der krydser målstregen, stiger lydniveauet flere oktaver. Liggende unge mennesker og løfter om vild fejring titter frem mellem de grønne tasker, der fylder pladsen. De små grupper som havde spredt sig ud over pladsen få timer tidligere er nu opløst. I stedet hvirvler værnepligtige rundt mellem hinanden, mens fejring og slappe lemmer mødes.

Menig Johansen er en af dem der udstråler begge dele.

”Fuck, jeg føler mig helt fuldendt mand. Det har været den vildeste rutsjebane. Jeg var helt nede i kulkælderen mod slutningen, men mine kammerater havde mig hele vejen!”

Med portvin i en hånd, ivrige håndbevægelser som styrende for den anden, antyder vinklen på hans mundvige en fornemmelse af succes. De opadbuede ender af smilet går igen blandt størstedelen af de 97 værnepligtige. På trods af fysisk og bogstavelig træthed udtrykker menig Johansen dog en oplevelse, som synes at gå igen.

”Det har været en kæmpe succes. Der er en vild sejrsfornemmelse blandt os alle sammen”, smiler en måske kommende del af det danske forsvar.